Skolens historie

Den 2. september 1895 kl. 16 var vejret i Hillerød ganske dejligt. Temperaturen var omkring 18 grader og vinden rørte knap nok på sig, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Siden da har vind, vejr og historie passeret skolen, der står ligeså markant og imponerende i bybilledet, dengang som nu.

Marie Mørk, der blev uddannet på N. Zahles seminarium, købte en gammel pigeskole i Slotsgade 3 og flyttede den “ud af byen” og Tømrermester Milner byggede skolen, som vi kender den i dag.

I år fejrer vi 124 år og Marie Mørks Skole er stadig en markant skole i Hillerød.

Der er mange unikke ting, man kan fremhæve ved Maries skole. I 1916 blev skolen beskrevet i Illustreret Tidende som følgende:

“Vil man ganske kort gøre Rede for det Princip, hvorefter Frk. Mørks Skole arbejder, saa har dette sit egentlige Basis i kendskabet til den enkelte elev og Forstaaelsen af, hvad hver enkelt evner at naa – og hele Skolens Plan er da ogsaa saaledes tilrettelagt, at hver enkelts Evner kan frugtbargøres paa den for Eleven heldigste Maade.”

Det er bemærkelses- og beundringsværdigt, at det, der med folkeskoleloven fra 1993, var almindelig praksis i 1916 omkring fokus på den enkelte elev.

Ved skoleafslutningen i 1919 gav Marie skolen sine tre M’er: Modig, Munter, Mild. Egentlig er oprindelsen finurlig, da hun som lille pige møder en yndig gammel herre på en bænk i en have på Fyn. Marie ridsede sine initialer i jorden: MM. Den yndige ældre herre tilføjer et tredje M og siger: Mads, Melby, Middelfart – Det er mig, men det siger også Modig, Munter, Mild. Fra da af bestemte Marie sig straks i sit hjerte, der på bænken, at de ord skulle stå i hendes skjold. Det er i dag essensen af skolens værdier. De to første er nok de to nemmeste egenskaber at opnå. Mildheden må vi dagligt arbejde på.

Kostskoleafdelingen

I alle Maries år var der en kostskoleafdeling, som hun selv videreførte efter hun overgav skolen til Waldemar Stenberdt i 1930. Kostskoleafdelingen var kun for piger, hvis forældre primært arbejde i udlandet. Dengang hed skolen: Marie Mørks Skole og Hjem. Selvom kostskoleafdelingen lukkede i slutningen af ’70’erne, så har vi formået at bevare den hjemlige stemning i skolens almindelige hverdag og rammer.

Bygninger

Næsten alle skolens bygninger har navne: Hovedbygningen var den første bygning og bygget fra 1895 i tre etaper, der afsluttedes i 1905 med gymnastiksalen. I 1907 kom den nye Bygning til, der hedder noget så mundret som: Ny Bygning fra 1907. Gennem alle årene har skolen opkøbt omkringliggende villaer og ombygget dem til skole, herunder: Frk. Israelsens Hus, hvor 3. klasserne og N/T bor, Solhøj hvor 2. klasserne bor, Hansens Hus hvor der er personalehus, Nielsens Hus hvor de kreative fag: Billedkunst, Madkundskab og Håndværk/design er, Petersborg hvor 0.-1. klasserne er, Mariehuset hvor SFO’en bor. I 2020 færdiggjorde vi en drøm, der har været på skolen siden 1950’erne; nemlig en permanent kvalitetsbygning på hjørnet af Søndre jernbanevej og Hammersholtvej. Eva Mørks Hus rummer knap 1200 m2 og 8., 9. og 10. klasse har deres gang i bygningen, ligesom vi bruger Glassalen i stueetagen til forskellige typer møder med forældre og andre gæster af huset.