Undervisningsplan for fransk
Formål
Formålet med undervisningen i fransk er, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, således at de kan forstå talt og skrevet fransk og kan udtrykke sig mundtligt og skriftligt. Undervisningen skal samtidig udvikle elevernes bevidsthed om fransk sprog og sprogbrug samt om sprogtilegnelse.
Undervisningen skal skabe rammer for oplevelse, indsigt og samarbejde samt styrke elevernes aktive medvirken. Herved skal undervisningen bidrage til, at eleverne bevarer lysten til at beskæftige sig med sprog og kultur til fremme af deres videre udvikling.
Undervisningen skal give eleverne indsigt i kultur- og samfundsforhold i fransktalende lande og derved styrke deres internationale forståelse og forståelse af egen kultur.
Centrale kundskabs- og færdighedsområder
Sprog er et socialt fænomen, som udspringer af konkrete situationer og kulturelle traditioner, og som især tjener til at formidle et indhold. Derfor kræver sprogbeherskelse mere end blot sproglige færdigheder. Den kræver tillige indsigt i de sociale regler for sprogets anvendelse og indsigt i den bredere kulturelle sammenhæng, sproget optræder i.
Således rummer franskundervisningen såvel en sproglig som en kulturel side, hvorfor faget både er et færdigheds- og et orienteringsfag med dannelsesmæssig værdi.
Franskundervisningen skal give eleverne mulighed for at kunne bruge fransk som kommunikationsmiddel i europæiske og andre internationale sammenhænge.
De centrale kundskabs- og færdighedsområder er angivelser af undervisningens indhold, og de skal anvendes som pejlemærker både ved planlægningen og ved evalueringen af undervisningsforløb.
Kommunikative færdigheder
Eleverne skal bruge fransk til mange forskellige formål. De skal derfor arbejde med:
- At forstå talt fransk af forskellige typer og reagere på det på en måde, der er relevant for situationen.
- At udtrykke sig hensigtsmæssigt både i samtaler og i sammenhængende mundtlige fremstillinger.
- At forstå og bearbejde forskellige typer af tekster, såvel skrevne som audiovisuelle.
- At udtrykke sig hensigtsmæssigt i sammenhængende skriftlig fremstilling.
Sprog og sprogbrug
Eleverne skal udvikle deres forståelse af sproget og dets brug. De skal derfor arbejde med:
- Sprogets opbygning og funktion, herunder udtale, sætningsbygning og ordforråd.
- Sprogets forskellige virkemidler, herunder den betydning, det har at udtrykke sig præcist og varieret.
- Væsentlige forskelle på tale- og skriftsprog.
- Væsentlige forskelle på formel og uformel sprogbrug.
- Forskelle og ligheder mellem fransk og dansk og mellem fransk og andre fremmedsprog.
Sprogtilegnelse
Eleverne skal udvikle deres forståelse af, hvordan de bedst tilegner sig fransk. De skal derfor arbejde med:
- Strategier, der understøtter forståelsen af sproget og fremmer sprogproduktionen.
- Varierede arbejds- og samarbejdsformer.
- Praktisk-musiske aktiviteter.
- Forskellige medier, herunder elektroniske, blandt andet til tekstbehandling, informationssøgning og kommunikation.
- Ordbøger, grammatikker og andre opslagsværker.
Kultur- og samfundsforhold
Eleverne skal gennem undervisningen få indsigt i kultur- og samfundsforhold. De skal derfor arbejde med:
- Væsentlige sider af kultur- og samfundsforhold i de lande, hvor sproget tales, med hovedvægt på Frankrig.
- Forskellige skrevne og talte tekster samt andre kunstformer, der kan give eleverne oplevelse af de fransksprogede kulturer.
- At bruge det franske sprog til at orientere sig om omverdenen og derved mere generelt udvikle deres forståelse af andre kulturer.
- Fransk sprog og kulturs forekomst i verden.
- Fransk i tværfaglige sammenhænge, fx i tema- og projektarbejde.
- Forskelle og ligheder mellem andre kulturer og egen kultur.
Læseplan
Valgfaget er 3. fremmedsprog og bygger således videre på elevernes erfaringer med sprogindlæring fra andre fremmedsprog, med sprog og dets brug, med begreber og forståelse af deres omverden samt med brug af edb.
Indholdet og progressionen i faget er beskrevet under de fire indholdskategorier fra de centrale kundskabs- og færdighedsområder. Der er tale om en stejl progression set i forhold til læseplanen for det 3-årige forløb (7.-9. klasse).
Undervisningen skal over en periode omfatte samtlige fire centrale kundskabs- og færdighedsområder. Disse skal ses i en tæt, indbyrdes sammenhæng og integreres så vidt muligt i de enkelte undervisningsforløb.
Eleverne opbygger igennem hele undervisningsforløbet deres selvtillid som sprogbrugere og deres forståelse af gode arbejds- og samarbejdsformers betydning for sprogtilegnelsen. Der skiftes således mellem forskellige organisationsformer (individuelt, par, gruppe, klasse) afhængig af aktiviteternes art.
De sproglige aktiviteter tilrettelægges således, at eleverne møder en mangfoldighed af oplevelser og sanseindtryk. Praktisk-musiske arbejds- og udtryksformer indgår i de sammenhænge, hvor de kan tilføre undervisningen en yderligere dimension.
8.-9. klasse
Sproget som kommunikationsmiddel og som udtryk for fransk kultur er i centrum. Indholdet bør omfatte en variation af aldersrelevante tekster, emner og aktiviteter.
Kommunikative færdigheder
Undervisningen omfatter samtlige kommunikative færdigheder; i begyndelsen af forløbet med særlig vægt på mundtlig kommunikation og udtale.
Eleverne skal arbejde med:
- Lyttefærdighed ved hjælp af lytte-tekster, evt. med støtte i form af tekst og billeder.
- Mundtlig sprogfærdighed, i begyndelsen med særlig vægt på enkle samtalemønstre, efterhånden med fokus på at referere, kommentere, argumentere, herunder give udtryk for egne følelser og meninger og reagere på andres.
- At læse og bearbejde forskellige typer af tekster inden for skønlitteratur og sagprosa.
- Skrivning af sammenhængende fremstillinger, hvor indhold og stil søges afpasset efter læser og formål.
- Forskellige præsentationsformer, fx plancher, redegørelser, dramatiseringer samt bånd- og video-optagelser.
Sprog og sprogbrug
Eleverne arbejder med sprogiagttagelse, således at de kan benytte sproget relevant i forhold til situationen, fx i overensstemmelse med gængse sociale normer i fransktalende lande.
Eleverne skal arbejde med:
- Opbygning af et ordforråd, bl.a. ved at arbejde med orddannelse, synonymer og faste vendinger.
- Forskelle på tale- og skriftsprog samt med forskelle på formel og uformel sprogbrug.
- Centrale grammatiske områder, fx sætningens grundstruktur, de vigtigste sætningsformer, ordklasser og retstavning.
- Ligheder og forskelle mellem fransk og andre sprog.
- Arbejdet med sprogiagttagelse integreres så vidt muligt i det øvrige arbejde.
Sprogtilegnelse
Eleverne styrker deres bevidsthed om, hvordan de tilegner sig fransk. Dette sker bl.a. ved, at eleverne opsøger og udnytter de muligheder, der er for at bruge fransk i og uden for skolen, samt ved at de bygger på deres erfaringer fra arbejdet med andre fremmedsprog.
Eleverne skal arbejde med:
- Strategier, der fremmer mundtlig kommunikation.
- Læse- og lyttestrategier i forbindelse med tekstarbejde og informationssøgning.
- Brugen af fransk i forbindelse med edb, tv og video.
- Skriveprocessen og dens faser, fx ved hjælp af elektronisk tekstbehandling.
- Ordbøger, grammatiske oversigter og andre hjælpemidler, evt. i elektronisk form.
Kultur- og samfundsforhold
Eleverne udbygger deres viden om kultur- og samfundsforhold i fransktalende lande. Sammenligninger med danske forhold indgår i dette arbejde.
Emneområderne kan fx være: aktuelle problemstillinger, natur- og miljøforhold, skoleliv, fritidsliv, arbejdsliv, brug af medier og kulturelle erfaringer, herunder elementer af fransksproget ungdomskultur.
I arbejdet inddrages historiske og geografiske perspektiver for at belyse nutidige samfunds- og kulturforhold.
Der arbejdes med skønlitteratur, som kan give eleverne indsigt i dagligliv, levevilkår, værdier og normer i fransktalende lande.
Eleverne bør have mulighed for at komme i kontakt med andre, hvor brugen af fransk er en reel nødvendighed, fx gennem skolekontakt, elektronisk post, studieture, udvekslingsrejser eller møde med udlændinge i og uden for skolen.
Eleverne søger information, fx gennem avislæsning, brug af opslagsbøger, leksika og databaser.
Trinmål for faget fransk
På Marie Mørks Skole modtager eleverne franskundervisning i 4 år mod 3 år i folkeskolen. Derfor er vores læseplaner lidt forskellige fra Fælles Mål.
Vores læseplaner er identiske med Fælles Mål, men de er bredt ud over 4 år, i stedet for 3 år, hvilket bl.a. giver eleverne bedre mulighed for at opøve den frie mundtlige og skriftlige sprogfærdighed samt opfange sprogets intonation.
Efter 6. klassetrin
Kommunikative færdigheder
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Lytte til og forstå sætninger og udtryk i forbindelse med nære og genkendelige emner som interesser, fritid, venner og familien.
- Følge med i udvalgte lyd- og billedmedier på fransk om genkendelige emner og danne sig en mening om, hvad det drejer sig om.
- Udtrykke sig på fransk, herunder om sig selv, familie og fritid i et enkelt sprog med særlig vægt på spørge- og svarteknikker.
- Læse og forstå hovedindholdet af sprogligt enkle tekster om almindeligt forekomne emner, evt. med støtte i billeder og gloser.
Sprog og sprogbrug
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Kende til de elementære franske udtaleregler.
- Iagttage ligheder mellem fransk og andre sprog.
- Anvende et tilstrækkeligt ordforråd til at kunne forstå og tale om nære og genkendelige emner som interesser, fritid, venner og familien.
- Stave enkle ord og udtryk.
Sprogtilegnelse
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Turde udtrykke sig på fransk i et enkelt sprog.
- Gætte kvalificeret i forbindelse med lytning og læsning.
- Foretage ord til ord opslag i en ordbog.
Efter 7. klassetrin
Kommunikative færdigheder
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Lytte til og forstå udtryk og sætninger i forbindelse med andre genkendelige emner end de nævnte for 6. klassetrin, herunder bl.a. skolen.
- Udtrykke sig på fransk om de andre genkendelige emner end de nævnte for 6. klassetrin, herunder bl.a. skolen.
- Præsentere et forberedt emne i et enkelt sprog, bl.a. i form af planche eller rollespil.
- Uddrage og anvende informationer af enkle teksttyper, som f.eks. menukort.
- Skrive ord, udtryk og enkle sætninger inden for kendte emner.
- Gengive hovedindholdet i et enkelt sprog af en kort, let tekst.
Sprog og sprogbrug
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Anvende grundlæggende franske høfligheds- og omgangsformer.
- Have lidt kendskab til verbernes tider, f.eks. om noget foregår nu, før eller i fremtiden.
- Kende til ordstilling og ordklasser.
- Kende til de elementære udtaleregler.
- Stave enkle ord og udtryk.
Sprogtilegnelse
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Anvende enkle kommunikationsstrategier, herunder bede om hjælp til at udtrykke sig og lade kropssprog og mimik understøtte utilstrækkelig mundtlig kommunikation.
- Anvende computeren til tekstbehandling.
- Anvende et praktisk udtryk i forbindelse med en fremlæggelse.
- Foretage “ord til ord” opslag i en ordbog.
- Kende til skriveprocessens faser.
Kultur- og samfundsforhold
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Sammenligne eksempler på fransk kultur med egen kultur inden for deres egen erfaringsverden.
Efter 8. klassetrin
Kommunikative færdigheder
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Gengive hovedindholdet af en kort, læst tekst i et enkelt sprog.
- Læse og forstå hovedindholdet af sprogligt enkle tekster, om almindeligt forekommende emner, eventuelt med støtte i billeder.
- Uddrage og anvende informationer af enkle teksttyper som tv-programmer og reklamer.
- Skrive længere sætninger inden for kendte emner.
Sprog og sprogbrug
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Anvende de elementære franske udtaleregler.
- Benytte præsens mundtligt og skriftligt.
- Iagttage ligheder mellem fransk og andre sprog.
Sprogtilegnelse
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Gætte kvalificeret i forbindelse med lytning og læsning.
- Turde udtrykke sig på fransk og udnytte muligheder for at opsøge sproget uden for skolen.
- Være fortrolig med brug af ordbog.
Kultur- og samfundsforhold
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Kende til eksempler på kultur- og levevilkår i Frankrig inden for emner, som bygger på elevernes erfaringsverden.
Efter 9. klasse
Kommunikative færdigheder
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Forstå hovedindholdet af talt fransk, som det forekommer i forskellige teksttyper om kendte emner fra dagligdagen.
- Forstå hovedindholdet af lyd- og billedmedier om kendte emner fra dagligdagen.
- Spørge om og udveksle informationer om kendte emner.
- Referere og kommentere i et enkelt sprog inden for kendte emner.
- Præsentere et forberedt emne, blandt andet i form af rollespil, planche, lyd- og videoproduktion.
- Læse og forstå hovedindholdet af tekster inden for forskellige genrer som reklamer, noveller, sangtekster og nyhedstekster.
- Udtrykke sig skriftligt i et forståeligt sprog.
Sprog og sprogbrug
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Udtale ord og sætninger, så de er forståelige.
- Anvende ligheder mellem fransk og andre sprog.
- Anvende et centralt ordforråd inden for nære og genkendelige emner.
- Anvende ofte forekommende faste vendinger og kulturbundne udtryk.
- Anvende viden om sprogets opbygning, især ordstilling, ordklasser og verbernes former, når fokus er på den sproglige form.
- Anvende retstavning så præcist, at meningen bliver tilstrækkeligt tydelig.
Sprogtilegnelse
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Udnytte de muligheder, der er for at anvende fransk uden for skolen.
- Anvende kommunikationsstrategier, herunder bede om hjælp til at udtrykke sig og bruge andre ord og vendinger.
- Vælge og anvende lyttestrategier i forhold til en situation, herunder lytte efter hovedindholdet eller lytte efter væsentlige detaljer.
- Vælge og anvende læsestrategier, herunder skimming og dybdelæsning.
- Anvende IT og mediers muligheder i forbindelse med tekstbehandling, kommunikation og informationssøgning.
- Anvende ordbøger og grammatiske oversigter hensigtsmæssigt.
- Anvende et praktisk eller musisk udtryk i forbindelse med en fremlæggelse.
- Anvende viden om skriveprocessens faser til at forberede et produkt.
Kultur- og samfundsforhold
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Anvende en grundlæggende viden om levevilkår, værdier og normer i fransksprogede lande og områder i arbejdet med skønlitteratur, sagprosa og medier.
- Drage sammenligninger mellem fransksproget kultur og egen kultur.
Efter 10. klasse
Kommunikative færdigheder
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Forstå hovedindholdet af talt fransk om centrale emner.
- Forstå hovedindholdet og væsentlige detaljer af relevante lyd- og billedmedier.
- Deltage i samtaler om kendte emner.
- Referere, kommentere og udtrykke synspunkter.
- Fremlægge et forberedt emne.
- Læse og forstå hovedindholdet af forskellige typer af tekster inden for skønlitteratur og sagprosa.
- Søge og udnytte informationer fra forskellige medier.
- Udtrykke sig skriftligt i et forståeligt sprog.
Sprog og sprogbrug
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Udtrykke sig forståeligt, hvad angår udtale og sætningsopbygning.
- Anvende ligheder mellem fransk og andre sprog.
- Anvende et centralt ordforråd inden for kendte emner.
- Anvende ofte forekommende faste vendinger og kulturbundne udtryk.
- Anvende viden om sprogets opbygning, især ordstilling, ordklasser, verbernes former og substantivernes køn, når fokus er på den sproglige form.
- Anvende retstavning så præcist, at meningen bliver tilstrækkeligt tydelig.
Sprogtilegnelse
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Anvende kommunikationsstrategier, herunder bede om hjælp til at udtrykke sig og bruge andre ord og vendinger.
- Vælge og anvende lyttestrategier i forhold til en situation, herunder lytte efter hovedindhold eller lytte efter væsentlige detaljer.
- Vælge og anvende læsestrategier, herunder skimming og dybdelæsning.
- Anvende IT og mediers muligheder i forbindelse med tekstbehandling, kommunikation og informationssøgning.
- Anvende ordbøger, grammatiske oversigter og stavekontrol hensigtsmæssigt.
- Understøtte et sprogligt udtryk med en praktisk eller musisk udtryksform.
Kultur- og samfundsforhold
Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:
- Anvende en grundlæggende viden om levevilkår, værdier og normer i fransksprogede lande i arbejdet med skønlitteratur, sagprosa og medier.
- Perspektivere tekster til egen kultur inden for nære og kendte emner.
- Drage sammenligninger mellem fransksproget kultur og egen kultur.