Aktiviteter i Mariehuset

Aktiviteter

Vi tilrettelægger hverdagen i SFO´en med en bred vifte af aktiviteter, – aktiviteter, der tilgodeser alder, interesser m.m. Aktiviteterne ligger typisk i tidsrummet kl. 13.00-15.30, og fremgår af den plan, som hver uges lægges ud på forældreintra.

 

Eksempler på aktiviteter:

 

Kreative værksteder

I Mariehuset prioriterer vi kreative værksteder for at understøtte børnenes personlige og sociale udvikling. Vi tilbyder forskellige værksteder i SFO’en, der fremmer børns udvikling på flere niveauer, såsom perleplade-, smykke-, og maleværksted. Værkstederne er designet til at styrke sociale kompetencer, stimulere fantasi og kreativitet samt udvikle finmotorik og koncentration. Vi skaber værksteder, der giver børnene mulighed for at udtrykke deres følelser og identitet, hvor samarbejde på tværs af klasser og årgange styrker deres sociale kompetencer.

Vores værksteder er indrettet til at skabe balance mellem struktur og frihed, for at give børnene de bedste rammer for deres kreative udfoldelser.

 

Snittehytten

I vores snittehytte er ingen ideer forkerte, – her sætter kun fantasien grænser. Snittehytten er et frirum for børnene, hvor de har mulighed for at fordybe sig, udvikle nysgerrigheden, styrke koncentrationsevnen og kreativiteten. Børnenes egne fortællinger udfordres gennem succesoplevelser, når de gennem erfaringer med værktøj, – eks. snitteknive, håndsav og hammer, opnår en følelse af kompetencedygtighed, handleevne og problemløsning, ved at benytte værktøjet til at udføre en opgave eller skabe noget nyt.

Yderligere vil man i bålhytten opleve en kultur, hvor børnene hjælper hinanden og styrker hinandens kompetencer på tværs af aldersgrupper, herigennem skabes et stærkt fællesskab.

 

Bålmad

Mad over bål er en god og hyggelig pædagogisk aktivitet. En aktivitet, der danner fællesskab på tværs af alder og klassetrin. Samtidig er det en sanselig oplevelse at lave mad over bål. Dufte, farver, smage og forskellige konsistenser påvirker børns sanser og nysgerrighed, og er med til at gøre dem mere madmodige og danner grobund for udvikling af alsidige personlige kompetencer. Når børnene er med til at kreere et måltid, skaber det et ejerskab for aktiviteten, der kan give dem mod på at smage på råvarer og retter, som de måske ellers ikke ville have sat tænderne i. Derudover udvikler madlavning også børns motoriske kompetencer og deres evner til at håndtere redskaber.

 

Brætspillecafé

For os i Mariehuset er brætspil et værktøj, som giver børnene mulighed for at fordybe sig og skabe et socialt fællesskab, hvor de kan øve en lang række forskellige kompetencer. Ikke bare styrker vi børnenes evne til at tænke strategisk, kritisk og kreativt gennem brætspil, det giver også børnene mulighed for at skabe et socialt sammenhold på tværs af klasser og årgange, som udvider deres sædvanlige sociale omgangskreds.

Ydermere kan brætspil understøtte børns evne til at tælle, regne og agere inden for et regelsæt, samt styrke ansvarsbevidstheden hos børn, da de gennem håndtering af selve spillet skal sørge for at bevare dets helhed, og at spillet er parat til de næste børn, som ønsker at benytte det.[CJ1] 

 

Gymnastiksalen

Salen bruger vi til at lave fysiske aktiviteter indendørs, hvor vi møder en masse forskellige aktiviteter, som er med til at styrke motorikken, men også venskaber på tværs af årgangene. Vi bruger også salen til lave særlige aktiviteter for de forskellige klassetrin, – det kan fx være at 2. og 3. klasse går vildt op i stikbold i en periode, hvor de så er i gymnastiksalen en dag om ugen, og 0.- 1. klasse vil lave redskabsbane 1 gang om ugen. Det vigtigste er, at det vi laver i salen – om det er stikbold eller fangeleg så er det aktiviteter, som børnene har ønsket.

Salen bliver også brugt til særlige aktiviteter for Klub 3, hvor de fx laver Nerfgun kamp eller Just Dance.

 

Børneyoga

Børneyoga er baseret på en legende tilgang, som sætter gang i børnenes fantasi og glæde ved at bruge kroppen. Vi arbejder med en kombination af strækøvelser og dynamiske øvelser, som balancerer nervesystemet og giver afslapning til kroppen og sindet. Via vejrtrækningsøvelser og meditation lærer børnene at finde ro og fokus og give slip på stress.

Det er sjovt og stimulerende for børnene og giver et positivt åndehul i en ellers travl hverdag.

 

Traditioner

Vores skole er generelt meget traditionsrig, – og det er SFO´en naturligvis også – af traditioner kan nævnes:

Udeuge i august/september og april, hvor vi alle er ude, og alle aktiviteter foregår udenfor.

Halloween

Eftermiddagsdisko en gang om måneden

Julehygge

Bedsteforældredag i april, hvor der plantes blomster i plantekasser

Fest for 3. klasser i slutningen af juni, hvor vi siger farvel til vores 3. klasser, som efter sommerferien skal i 4. klasse og derfor ikke længere skal gå i SFO.

Vilde Vulkaner Musikfestival for 3. klasser.

Tur til Kullen for 3. klasser.

 

Klub 3

Klub 3 er et supplement til de allerede eksisterende aktiviteter i SFO’en, men er rettet mod og kun for SFO’ens 3. klasser.

Der er Klub 3 arrangement ca. to gange om ugen. Med klub 3 aktiviteterne ønsker vi først og fremmest, at understøtte børnenes relationer på tværs af årgangen, så de dermed får et endnu bedre kendskab til hinanden. Vi ønsker at tilbyde børnene noget nyt, men stadig i trygge og kendte rammer. At fastholde børnene i fællesskabet, i relationerne og interessen i at gå i SFO’en, selvom de går der på 4. år.

Vi ønsker også at forberede børnene på skiftet til fritidsklub i 4. klasse. Det gør vi bl.a. ved at i højere grad at lade børnene tage et større medansvar for deres fritid i SFO’en. Vi har en informationstavle, hvor vi annoncerer Klub 3 aktiviteter. Her er det børnenes opgave at orientere sig på tavlen og i samråd med forældrene at få tilmeldt sig de aktiviteter der kræver tilmelding. Til de øvrige aktiviteter, uden tilmelding, møder børnene bare op. Vi forventer samtidig også at børnene deltager, når børnene først har tilmeldt sig, – at børnene øver følelsen af forpligtigelse til at deltage i de aktiviteter de tilmelder sig.

 

Af aktiviteter i Klub 3 har vi bl.a. følgende:

Aktiviteter i køkkenet, hvor samarbejde, hygiejne og det at læse en opskrift er et fokuspunkt.

Spilleaften, hvor børnene få lov at tage elektronik med. Her er fællesskabet omkring spillene i centrum.

Vi tager til Kullen hvert år. Her får børnene en naturoplevelse, de bliver udfordret på motorik og bevægelse, samt en del får rykket grænser i deres møde med den anderledes natur på Kullen, herunder klipper og gang på klipper.

Ture til byen, hvor børnene i grupper går rundt og handler. Her arbejdes med aftaler omkring tider, kompromis i grupperne samt dannelse i hvordan man begår sig, når man er ”alene” med venner ude i det offentlige rum.

Vi tager i skoven, hvor vi både kan finde på at lave bål, tage fiskenet og snitteknive med. Her leger børnene og bygger bl.a. huler. Vi øver børnene i at begå sig i naturen, bruge deres fantasi når de leger.

Hver sommer, i den første uge af sommerferien, tager vi 3 dage på musikfestivalen Vilde Vulkaner. Vilde Vulkaner er en festival kun for børn. Her skal børnene sove ude i telt, de skal forvalte lommepenge, de øves i at lave aftaler, og komme til tiden. Det et også en tur, hvor der er fokus på fællesskab og gode oplevelser sammen.


 [CJ1]Der kunne også stå noget om at børnene også øver sig i at tabe, og det at være gode vindere.